Forlaget skriver:
“Hør her,” siger Arne. “Din ven Kiki har magiske kræfter. Hun kan forvandle dig til et hvilket som helst dyr i Zoo. Er det ikke vildt?”
Sådan starter fakta-eventyret om drengen Gabriel, kamæleonen Kiki og ego-aben Arne. Et magisk, sjovt og anderledes eventyr, hvor du bliver klogere på 12 forskellige dyr, som man typisk møder i Zoo.
Alle kapitlerne er fyldt med flotte farverige illustrationer.
Bogen henvender sig til børn i alderen fem-ni år og er opdelt i 15 korte kapitler. Sidst i bogen finder du flotte fakta-sider, fyldt med billeder og facts om alle dyrene du har mødt i bogen, så du kan lære dem endnu bedre at kende.
Kan du lide at quizze indeholder bogen også to forskellige quizzer. En om eventyret og en om alle dyrene.
Udover bogen, kan man også købe et tilhørende sæt med magisk ler.
De 12 dyr som Gabriel møder i bogen “Gabriels vilde eventyr i ZOO med Kiki og ego-aben Arne” kan du nu forme i magisk ler – ligesom de ser ud i bogen. Og hvorfor er leret magisk? Det er det fordi at det kan bages, og blive til holdbart legetøj.
Hvad finder du i æsken? Instruktionskort til hvert dyr Bageunderlag Bageredskaber Ti pakker af 50 g. Silly Doh silikoneler
Hvad er Silly Doh? Silly Doh er blødt silikoneler, der er lavet af samme materiale som dutten på en sutteflaske. Det er både lugtfrit og fri for giftig kemi og er således et materiale, du trygt kan lade børnene lege med. Silikoneler smitter ikke af og tørrer aldrig ud. Det smuldrer ikke, er let at rydde op. Formen holder efter bagning på bagepapir og tåler op til 250 grader. Det bagte ler kan desinficeres med kogende vand eller sættes i opvaskeren.
Jonathan på syv år har læst bogen sammen med sin mor og begge var allerede fra starten fanget af fortællingen om dyrene og Gabriel.
Dyrene har tydelige personligheder og flere gange grinede Jonathan højt, når eksempelvis elefanterne kastede med mudder eller flamingoerne efterabede hinanden.
Som voksen mærker man tydeligt, at der under den fine fortælling også indgår fakta om de forskellige dyr. Elefanter bruger mudder som en slags solcreme, fordi de har sart hud og flamingoer bliver lyserøde, fordi de spiser krebsdyr og mad med farvestoffer. Dermed er bogen både sjov og lærerig.
Den er god at læse for både barnet og den voksne - og det kendetegner for os en rigtig god børnebog.
Vi var så heldige også at modtage et lille kit til at lave tigerungen fra historien i ler. Med de fine videoer, der er linket til via QR-koder, er det nemt at finde ud af, hvordan det gøres. Der var også redskaber med til at forme leret, så ansigtsudtryk og striber blev rigtig fine.
Bagerst i bogen finder man sider med fakta om alle de dyr, der er med i historien. Jonathan elsker faktabøger og det er oftest dem, han kommer hjem med efter en tur på skolebiblioteket.
Jeg kan bare godt lide at lære noget mere om dyr. Så når jeg først hører om dem i en historie, vil jeg gerne vide endnu mere. Nu kan jeg altid lige læse om dem i den her bog.
Jeg kunne virkelig godt lide bogen, så den skal have alle de stjerner, man må give.
Bogen kan købes her.
Comments